2014

Programmet for 2014

Torsdag den 13. marts 2014, Foredrag med titlen ”Det store natmandskomplot” ved seniorforsker på Rigsarkivet dr. Phil. Tyge Krogh:

Kom man forbi galgebakken ved Kalundborg i 1735, kunne man se tre lig hænge og dingle. Det var ligene af tre natmænd, der i årene 1734-35 havde været anklagede i sagen om ”Det store natmandskomplot”. Natmænd var en udstødt samfunds-gruppe i 1700-tallet. De samlede affald fra pæne folks huse, hentede døde dyr hos bønderne og hjalp til på galgebakken. Sagen om natmandskomplottet starter med en druknet bonde på Kalundborg gods. Forvalter Niels Lind sættes på sagen. Herfra ruller det store komplot så ud og som i en moderen krimi følger Tyge Krogh retssagen og dens personer, akt for akt. Gennem denne historie om en retssag på Kalundborg-egnen udforsker Tyge Krogh samfundet, retsop- fattelsen og ikke mindst overtro og religion i 1700-tallets Danmark.

 

Torsdag den 20. februar 2014, Foredrag med titlen ”Danefæ fra Vestsjælland - et arkæologisk eventyr? ” ved museumsinspektør Peter Vang Petersen:

Der er i de sidste årtier sket en kolossal vækst i antallet af nye danefæ. Overalt river ploven old- sager op som tidligere lå beskyttet under pløjejorden og de nypløjede kulturskatte er et uvurderligt arkæologisk kildemateriale, som bør reddes hurtigst muligt. Her er amatørarkæologer uundværlige, for museerne har slet ikke personale nok til at opsøge alle fundstederne. Museumsinspektør Peter Vang Petersen fortæller i dette foredrag om de seneste års mest spændende danefæ og om nationalmuseets arbejde med at håndtere de mange detektorfund, som bl.a. er resultatet af Vestsjællands amatørarkæologers fortjenstfulde virke.

 

Lørdag den 8. februar 2014, Slaglosia har 25 års jubilæum!

Slaglosia - kulturhistorisk forening i Slagelse, blev stiftet kort efter byens 700-års købstads- jubilæum i 1988. Helt præcist var stiftelsesdagen den 8. februar 1989, og det betyder, at foreningen nu kan fejre sit 25-års jubilæum. Derfor inviteres du til jubilæumsreception lørdag den 8. februar 2014 klokken 11.00-13.00 i den store mødesal på Slagelse Bibliotek. Foreningens formand gennem alle 25 år, Torben Hansen, vil fortælle foreningens historie, og der vil blive vist billeder fra foreningens arrangementer og aktiviteter gennem de 25 år. Slaglosia er også vært ved lidt godt til ganen og halsen.

 

Torsdag den 30. januar 2014, Foredrag med titlen ”Augustus og hans tid” ved Torben Svendrup, historiker ph.d.:

Det er lykkedes os endnu engang at få Torben Svendrup til at komme og holde foredrag, denne gang om den romerske kejser Augustus og hans tid. Det er netop 2000 år siden kejser Augustus døde, og foredraget drejer sig ikke kun om den første romerske kejser, men også om hans samtid. Vi hører om kejserens forandring af det romerske samfund, hvordan han gennem propaganda fik skabt et billede af sig selv som fredsfyrste, et billede, der ligger ret langt fra virkeligheden, men som har holdt sig til i dag. I foredragets anden del vil vi se på bylivet under kejser Augustus, romernes arbejde og deres fritid, hvad spiste de og hvad drak de? Vi vil blive præsenteret for en antik kogebog og vi vil få en lille smagsprøve på antikkens måde at drikke vin på.

 

Søndag den 25. maj 2014, Byvandring med titlen ”I Hellig Anders fodspor”:

Navnet ”Hellig Anders” er uløseligt forbundet med Slagelses historie. Han var præst ved Sct. Peders kirke og døde i 1205. På denne tur skal vi besøge nogle af de steder, der knytter sig til Hellig Anders. Turen begynder ved Slagelse Museum, og herfra går vi til det sted, hvor kongens badstue lå. Herfra videre til Sct. Peders kirke. Turen fortsætter i egen bil (eventuelt med samkørsel) til Hellig Anders Kilde i Landsgrav og herfra videre i bil til Hellig Anders kors, der ligger ca. en kilometer videre mod Korsør. Her slutter turen med at dem, der har lyst, kan drikke den medbragte kaffe.

 

Lørdag den 14. juni 2014, Udflugt til Vordingborg Borgcenter:

I efteråret 2013 havde vi Dorthe Wille Jørgensen fra Sydøstsjællands Museum til at holde foredrag om det nye borgcenter i Vordingborg. Det var rigtigt spændende at høre, dels om tankerne bag det nye museum, dels om nogle af de fund, der er gjort i forbindelse med opførelsen af museet og etableringen af museumsområdet. Derfor besluttede bestyrelsen, at årets tur uden for Slagelse-området naturligvis skal gå til Vordingborg for at kigge og høre nærmere om det nye borgcenter, der slår dørene op den 11. april 2014.

 

Lørdag den 16. august 2014, Arrangement med Middelaldermad:

Sidste år afviklede vi et arrangement hos Torben Hansen på Bakkevej 6, hvor der blev tilberedt og spist lækker mad fra vikingetiden. I år bliver arrangementet gentaget, men med middelaldermad på menuen. Og måske er der ”nutidige” drikkevarer fra jubilæumsreceptionen.

 

Torsdag den 21. august 2014, Byvandring i den ældste del af Slagelse:

Vi slentrer en tur i den ældste del af Slagelse omkring Sct. Mikkels Kirke for at høre nærmere om byens opståen og udvikling.

 

Detektorkursus indeholdende foredrag med efterfølgende detektorweekend.

Kurset består af nedenstående to arrangementer:

 

Torsdag 11. september 2014, Detektorforedrag ved seniorrådgiver, museumsinspektør, mag.art. Peter Vang Petersen:

Peter Vang Petersen fortæller i sit foredrag om, at der i de sidste årtier er sket en kollosal vækst i antallet af nye danefæ. Overalt river ploven oldsager op, som tidligere lå beskyttet under pløjejorden og de oppløjede kulturskatte er et uvurderligt arkæologisk kildemateriale, som bør reddes hurtigstmuligt.

 

Her er amatørarkæologer uundværlige, for museerne har slet ikke personale nok til at opsøge alle fundstederne. Der er vigtigt, at fundene bliver indberettet og registreret, derfor er det ikke ligegyldigt, hvordan fundene bliver behandlet - under fundet og lige efter fundet.

 

Der lægges i foredraget op til den efterfølgende detektorweekend.

 

Lørdag og søndag den 27. og 28. september 2014, Detektorkursus for begyndere ved amatørarkæolog Kenny Thygesen, Holbæk Arkæologiklub og Tellus:

Er du nystartet med metaldetektor, tænker du på at starte eller har du kun gået i kort tid med en detektor, så er der sikkert mange spørgsmål, som det kunne være rart at få svar på.

 

På kurset bliver du sat ind i etikken og den lovgivning på området, som du bør kende til, inden du for alvor kommer i gang. Du får historien bag detektoren, hvordan du tilrettelægger din søgning og behandler dine fund. Indmåling med GPS og sluttelig, hvordan du indleverer dine fund på museet.

 

Udover dette får du indsigt i kortlæsning, information og kildesøgning mm.

 

Kurset, der klæder dig på, så du kommer ordentligt fra start.

 

Lørdag er teoridag og vil foregå indendørs, søndag skal vi i felten, hvor du selv kan afprøve teorien og prøve praktikken. Der tages forbehold for vejret og der kan aflyses hele eller dele af arrangementet, såfremt søndagsvejret ikke er til udendørs aktivitet. Erstatningsdag aftales så.

 

Torsdag 30. oktober 2014, Foredrag med titlen "Årets gang for middelaldermennesket" ved Torben Svendrup, historiker ph.d.:

I foredraget følger vi årets gang for middelaldermennesket. Det bygger på ny forskning i middelalderlige folkebøger og middelalderlige prædikener.

 

Udgangspunktet for foredraget er, at vi vil følge en bonde og en borger gennem et fiktivt år i midten af 1400-tallet. Vi vil se på varsler, fester, arbejde og religion. Vi vil bl.a. blive præsenteret for både varme og kolde Morten, kyndelmisse, Johannes fødselsdag og de mange Maria fester. I denne forbindelse vil vi også se på, hvad man spiste og drak gennem året.

 

Vi vil se på, hvordan det middelalderlige menneske opfattede tid. Hvad er tid? Hvordan inddelte man året? Hvordan inddelte man dagen? Hvad betød opfindelse af det mekaniske ur for menneskets tidsopfattelse? Dette er nogle af de spørgsmål, som forsøges besvaret ud fra datidens kilder.

 

Torsdag den 6. november 2014, Foredrag med titlen "Fokus på Antvorskov" ved Martin Pavon, Middelalderarkæolog:

I aftenens foredrag fortælles om Antvorskov, både som korsriddernes hospitalskloster, der var hovedsæde for Skandinavien og Nordtyskland, men også som kongeslot og den store byggevirksomhed, der blev foretaget i den forbindelse. Det meget store bygningskompleks som Antvorskov langsomt udviklede sig til, krævede mange økonomiske ressourcer og krævede mange ansatte.

 

Da den kaserne, som Antvorskov udviklede sig til i 1700-tallet, bredte sig ud over det meste af Vestsjælland, blev mange ryttere indlogeret hos bønderne. Rytteriet, som var hjemmehørende på Antvorskov, var forløberen for det Kampvogns-regiment, som i dag er på Antvorskov kaserne. Derfor er der en lang tradition for kasernen "ANTVORSKOV".

 

Torsdag den 20. november 2014, Foredrag med titlen "Udgravningerne til den kommende Femern Bælt forbindelse" ved Inger Bech Hebelstrup, Arkæolog ved Museum Lolland-Falster:

Museum Lolland-Falster er blevet lidt klogere på fortiden ved Lollands sydkyst. De enestående bevaringsforhold bag stormflodsdiget genererer fantastiske fund og giver ny viden om området, perioden og datidens befolkning. Gennem mange tusinde år har kysten været befolkningens omdrejningspunkt og de mange fund, der dukker frem fra mulden fortæller, hvordan datidens liv og virke har formet sig.

 

Aftenens foredrag vil fortælle om det 300 ha store kulturlandskab, hvad det er for et sted, stenalderens befolkning har været bosat i, hvad vi konkret har fundet og ikke mindst de særlige forhold udgravningerne har krævet.

 

Tidligere arrangementer

Proin lacusat ametauge porttior maganisa amet fermentum.

 

Proin lgacus a portitior fiernmeum nanquam am dolor aliquet tempor. Proin perdiet lacur posuere peorttitor magnsa a condimentumi rli molestie mattis felisleget nulla.

Copyright © All Rights Reserved